Adoption af Josephine Nga Tuyêt


10. december 2002: I dag har vi været på nettet og udskrevet attesterne til ansøgning om godkendelse til at adoptere endnu et barn. Blanketterne har vi fundet på Civilretsdirektoratets hjemmeside. Vi forsøgte også at udskrive helbredsattester og helbredserklæringer, men desværre lykkedes det ikke, så derfor har vi ringet til vores sagsbehandler, så hun kan sende blanketterne til os. Sagsbehandleren fortæller i øvrigt, at vi ikke skal udfylde formueopgørelse og budgetskema. Hun fortæller også, at vi ikke skal til enesamtaler.

11. december 2002. Vi modtager helbredsattesterne og helbredserklæringer med posten.

12. december 2002: I dag har Tina været til lægen for at få lavet helbredsattesten. Desværre var Tinas blodtryk skyhøjt, så derfor foreslog lægen, at Tina fik lavet en døgnundersøgelse af blodtrykket, som vi kunne vedlægge helbredsattesten. Lægen mente, at Samrådet ville forlange en ekstra undersøgelse og det kunne vi lige så godt undgå. Det kommer ikke som en overraskelse, da Tinas blodtryk altid er højt ved lægebesøg. Desværre er der ventetid til at få foretaget en døgnundersøgelse – Tina kan først få tid den 3. februar 2003.

7. februar 2003: Så har vi fået svar fra blodtryksundersøgelsen. Blodtrykket er lidt for højt, så lægerne anbefaler et lille vægttab. Tina aftaler tid til at få lavet helbredsattesten den 3. marts 2003.

3. marts 3003: Tinas læge ringer for at lave aftalen om til den 7. marts 2003.

7. marts 2003: Peter har lige været til sin læge for at få lavet helbredsattest, men da lægesekretæren var syg, skal han derop igen mandag! Vi har sandelig held med de læger.

Tinas lægeundersøgelse gik godt – selvfølgelig var blodtrykket tårnhøjt, men det vidste vi jo det ville være. Tina lå oven i købet og hvilede sig inden lægen tog det, men lige meget hjalp det. Attesten kan hentes den 10. marts 2003.

10. marts 2003: Så lykkedes det endeligt at få begge lægeattester.

13. marts 2003: I dag har vi endelig sendt ansøgningen af sted.

18. marts 2003: Vores sagsbehandler ringede for at sige, at vi skulle også sende oplysningsskema, skatteattester samt skatterestanceerklæringer.

20. marts 2003: Vi henter diverse attester på Frederiksberg Kommune. Samme aften sender vi attesterne til vores sagsbehandler.

22. april 2003: Så har vi været til fase 1-samtale. Det gik fint og hele samtalen tog ½ time, hvor hun orienterede os om hele forløbet. Derudover fortalte hun, at hun havde kontaktet samrådets læge, som gerne ville have en udtalelse fra Hvidovre hospital med hensyn til Peters forhøjede stofskifte. Samrådslægen var ikke interesseret i yderligere oplysninger med hensyn til Tinas blodtryk.

Vi aftalte, at sagsbehandleren kommer på hjemmebesøg den 10. juni.

13. maj 2003: Sagsbehandleren ringede for at fortælle, at hun endnu ikke havde modtaget attesten om Peters stofskiftesygdom fra Hvidovre Hospital. Derudover fortalte hun, at vores sag (fase 1) kommer på samråd torsdag den 15. maj.

19. maj 2003: Vores sag nåede ikke at komme på samråd den 15., da sagsbehandleren stadig ikke havde hørt fra Hvidovre Hospital. Sagsbehandleren mente, at det næste samråd først er den 10. juli.

10. juni 2003: Så er hjemmebesøget overstået. Det gik rigtig godt – Louie var fantastisk. Da vi åbnede døren, smilede Louie stort og sagde: ”Hej Lise” som om de var gamle venner. Hun faldt pladask for ham!

Samtalen drejede sig meget om Louie, og om hvordan han var faldet til. Sagsbehandleren ville også vide om hvordan vi dog turde få endnu et barn, når den sidste adoption nu var gået så godt, idet hun mente, at chancen for at nummer 2 adoption ville være mere besværlig, var stor. Vi kan jo godt se, hvad hun mener, da vi jo ikke kan forvente at alt går lige så smertefrit som med Louie. Men som vi også sagde til hende, da hun spurgte første gang, mener vi, at man skal fokusere på glæderne og tage eventuelle problemer, når de opstår. Derudover har vi set masser af pragtfulde eksempler på adoptanter, der har både 2 og 3 børn.

18. juni 2003: Så fik vi referatet fra hjemmebesøget – det er rigtig flot. Der står jo selvfølgelig en masse om Louie, men der står også, at vi har meget lyst og energi til at få endnu et barn.

10. juli 2003. HURRA - vi er godkendt i fase 1. Godkendelsen fejres med at spise middag på Lê Lê Nhà Hàng.

15. juli 2003: I dag modtager vi en kopi af udtalelse om Louie, som Fasangården (Louies vuggestue) har sendt til vores sagsbehandler. Udtalelsen er meget flot.

18. juli 2003: Vores sagsbehandler har lige ringet. Hun har nu modtaget udtalelsen om Louie fra Fasangården, men stadig ikke vores tilmelding til DanAdopt. Vi forklarer hende, at det ikke er så mærkeligt, da vi stadig ikke har tilmeldt os. Formentligt venter vi med at tilmelde os til efter den 1. september, da deres nye gebyrmodel træder i kraft der. Den nye gebyrmodel passer os meget bedre. Vi aftaler at give hende besked, når vi har bestemt os

31. juli 2003: I dag ringede vi til sagsbehandleren og fortalte, at vi havde besluttet os for at tilmelde os til DA efter den 1. september 2003. Vi aftalte, at når vi har betalt indmeldelsesgebyret, skal vi sende en kopi af kvitteringen til hende, så vi ikke spilder noget tid.

19. august 2003: Ringede til DA for at få tilsendt indmeldelsesmateriale.

20. august 2003: Modtog materialet fra DA.

2. september 2003: I dag har vi sendt kontrakt (se kontrakten her) til DA samt overført kr. 3.000,- i indmeldelsesgebyr. Nu er vi på vej mod en lillesøster/bror – mangler bare vores fase 3. godkendelse.

5. september 2003: Modtager brev fra DA med underskrevet kontrakt samt kopi af indmeldelsesbrev som sendes til amtet samme aften.

26. september 2003: HURRA – vi er blevet godkendt! Det var ellers en værre gyser. Vores sagsbehandler er syg, så vi fik lov til at ringe til den anden sagsbehandler kl. 17.00 for at høre om vi var blevet godkendt. Da hun så svarer telefonen, lyder hun ”underlig” og siger, at samrådet endnu ikke er kommet frem til en afgørelse. Vi bliver selvfølgelig meget nervøse og holder næsten op med at trække vejret. Endelig kl. 17.45 ringer hun og siger, at vi er blevet godkendt. Neeej, hvor blev vi glade. Vi dansede og hyggede os alle 3 i flere timer – tænk, at vi skal være forældre igen – hvor er det bare fantastisk.

På grund af sygdom skal vi regne med, at der går en måned før sagsbehandleren kan ekspedere vores sag videre til DA.

29. september 2003: Vi ringer til DA, da vi har set at de holder Vietnamlandemøde den 1. oktober. Det vil vi selvfølgelig gerne med til. Det får vi lov til, men skal først lige have en landevalgssamtale – den klares i løbet af ganske få minutter. På nuværende tidspunkt har DA kun en venteliste til Vietnam, og den bliver vi skrevet på så snart, de modtager rapporten fra amtet. Vi vil gerne have vores næste barn fra Binh Thuân , så vi håber, at de på et senere tidspunkt får 2 ventelister som tidligere.

2. oktober 2003: I går var Tina til Vietnamlandemøde på DA. DA orienterede om følgende:

- den nye lov som træder i kraft den 3. oktober,
- det ser ud til, at legaliseringen af dokumenter bliver mindre omfattende,
- DA vurderer, at der kan sendes ansøgninger ud i begyndelsen af 2004. Hvis det hele kommer godt i gang, vil de lave en aftale med et børnehjem i Da Nang - der er ingen organisationer, der har aftaler der,
- de har ingen aftale med Hoa Binh, og vil først forhandle en ny, når alt er faldet på plads,
- DA ved endnu ikke, om der bliver oprettet et centralt formidlingskontor (som i Kina) eller om provinserne skal matche som tidligere, men så vidt DA ved, så foretrækker Vietnam at have to ventelister,
- fra barn i forslag til udrejse vil der maksimum gå mellem 4½ og 5½ måned (worse case),
- lige nu er der 21 børn i alderen op til 2 år på Binh Thuân - de fleste i den højeste ende. På Hoa Binh er der 13 børn, de fleste babyer, men også enkelte op til 2 år. Ikke alle børn på de to børnehjem er fritstillede til adoption.

16. oktober 2003: Vi bliver ringet op af amtet som fortæller, at vores rapport vil blive sendt videre til DA (og os) i løbet af nogle dage. Da det ikke er vores men en anden sagsbehandler som har lavet rapporten, beder hun os om at kontakte hende, hvis der er noget, hun har misforstået. Nu glæder vi os bare til at se vores sagsnummer på ventelisten.

23. oktober 2003: Vi modtager brev fra DanAdopt hvor de bl.a. ønsker til lykke med godkendelsen samt at vi nu er registreret på ventelisten til Vietnam. Derudover er der vedlagt en ventetidsoversigt. DanAdopt forudsiger en ventetid på ca. 12 måneder for Vietnams vedkommende. DanAdopt har også vedlagt information om barsel fra Minister for Ligestilling.

24. oktober 2003: Vi modtager igen brev fra DanAdopt, hvor vi bliver informeret om det videre sagsforløb. I første omgang vil DA sendes vores oversatte socialrapport til Vietnam, hvor den vil blive oversat til vietnamesisk. Når DanAdopt skønner, at der snart vil blive bragt barn i forslag, vil de bede os om at udfærdige nogle dokumenter, bla. skatteattester og internationale dåbs- og vielsesattester m.v. til brug for sagens videre forløb. Der er også vedlagt en Vietnam-orientering, hvor bl.a. dokument-proceduren efter barn i forslag samt opholdet i Vietnam er beskrevet.

27. oktober 2003: Vi modtager DanAdopts blad "Alverdens Børn". Under Nyt fra Vietnam står der: "Der har været meget stille omkring Vietnam-formidlingen i hele dette år. Nu har Danmark imidlertid som det første land underskrevet en egentlig aftale om adoption. Aftalen er 'ratificeret' af begge lande, og nu forestår arbejdet med udmøntningen af aftale i praktisk arbejde. For DanAdopt betyder det, at vi skal følge op på den ansøgning, vi har indleveret til Justitsministeriet i Hanoi og være klar til at indgå en ny aftale med Hòa Binh-provinsen, når myndighederne der er klar til det. Vi har allerede en aftale med Binh Thuân-provinsen. Alle håber, at det praktiske samarbejde kan begynde senest ved årsskiftet. Det forventes, at man kan begynde at arbejde indenfor rammerne af den nye lov inden udgangen af 2003. Så er der også spildt et helt år af en masse børns barndom".

31. marts 2004: Tina er til Vietnamlandemøde - intet nyt under solen.

21. april 2004: Vi læser nedenstående på DanAdopts hjemmeside:

"Ny autorisation

DanAdopt’s repræsentant i Vietnam, Mrs. Nguyen Thanh Thi Hà, vil torsdag den 22. april 2004 få overrakt den skriftlige autorisation, der giver DanAdopt mulighed for at påbegynde formidlingsarbejdet. Hà har allerede meddelt nyheden til de to provinser vi samarbejder med, og vi håber snarest muligt at få børnepapirer i det mindste fra Bình Thuân, hvor vi hele tiden har haft en gyldig samarbejdsaftale. Der er også kontakt med børnehjemmet i Hòa Bình, og vi håber, at der kommer en aftale i stand snarest".

DanAdopt vil sandsynligvis besøge Vietnam først i juni måned.

Der er stor jubel i det lille hjem. Nu må der da snart ske noget.

15. maj 2004: Vi er til Bính Thuân træf. Et af de par som vi hentede Louie sammen med var også til træffet - det var virkelig hyggeligt at se dem igen. Desværre fik Louie feber, så Peter og han blev nødt til at tage hjem. Tina blev, da Ole Bergmann og Tina Jill Olsen fra DanAdopt mødte op for at fortælle om adoptionssituationen i Vietnam, som ser lidt lysere ud nu.

26. juli 2004: Vi ringer til DanAdopt, da vi har læst på deres hjemmeside, at ventelisten skal opdeles. DanAdopt fortæller, at vi står som nummer 12 på Bình Thuân-listen. Derudover fortæller de, at papirer for de første 6 par på Bình Thuân-listen er sendt til Vietnam. DanAdopt forventer, at der kommer børn i forslag "lige om lidt" til de 6 par.

12. august 2004: Vi ringer til DanAdopt for at høre om der er noget nyt, da vi har hørt, at der er kommet børn i forslag. DanAdopt fortæller, at der er kommet 6 børn i forslag, og så snart de er godkendt, vil vi blive kontaktet med henblik på at skulle udarbejde de sidste papirer. DanAdopt regner med, at vi vil modtage brevet inden for den næste måned.

25. august 2004: Der er nyt på DanAdopts hjemmeside:

"Møde med IAD

Den 13. august var Mrs. Hà til møde med Intercountry Adoption Department (IAD) i Justitsministeriet i Hanoi sammen med repræsentanter for 13 andre udenlandske organisationer. Blandt dem de to danske og tre franske, som er blevet akkrediteret. De øvrige venter stadig på godkendelse i de lokale People’s Committees eller andre myndigheder.

Mrs. Hà fortæller, at mødet blev holdt i en varm og venlig atmosfære, hvor man bl.a. diskuterede, hvorledes proceduren kan forbedres og gøres hurtigere. Der var flere forslag, som IAD lovede at overveje og eventuelt instruere de lokale Department of Justice om at følge.

De lande, der indtil nu har indgået en bilateral aftale med Vietnam, er Danmark, Frankrig, Italien, Sverige og Irland. Vietnam vil formentlig tiltræde Haager Konventionen hen mod udgangen af 2005, måske I begyndelsen af 2006".

Her i huset håber vi på, at de kan gøre noget ved den lange hjemtagelsestid. 6 måneder er alt alt for lang tid at vente - både for barnet, men også for os.

27. august 2004: Til vores store overraskelse ligger der brev fra DanAdopt. Vi skal til at skaffe/udfylde de sidste dokumenter. Det drejer sig om følgende dokumenter:

- Application for Vietnamese Adoption (3 eksemplarer)
- Personlig ansøgning til Bình Thuân Departement of Labour, Invalids and Social Affairs
- Sterilitets/Helbredsattest (skal udfyldes, stemples og underskrives af vores læger)
- Certificate of Employment & Income (skal udfyldes og underskrives af vores arbejdsgiver) eller hvis man er selvstændig Accountants' Certificate og Profession & Income (skal udfyldes af en registreret eller statsautoriseret revisor)
- Internationale dåbsattester (indhentes hos vores lokale kirkekontor)
- Internationale vielsesattester (indhentes hos vielsesmyndigheden)
- Fotokopi af vores pas (underskrevet for notar)
- Internationale straffeattester (indhentes hos vores lokale politimester. Attesterne skal stemples og underskrives)
- Pasfoto (et foto af os hver på de tre eksemplarer af Application for Vietnamese Adoption samt - 2 ekstra pasfotos af os begge)
- Fotos (2-3 stk af vores bolig set udefra samt 5-6 indefra, nogle vellignende portrætfotos af os alle 3).
Så nu er det bare med at komme i gang. Desværre skal Tina have fornyet sit pas - det skulle vi have tænkt på noget før.

30. august 2004: Vi ringer til DanAdopt, da vi synes, at det er lidt uklart om "Application for Vietnamese Adoption" skal underskrives for notar. Vi får af vide, at det skal den ikke. Vi spørger også til om de har hørt om hvornår der kommer børn i forslag næste gang. DanAdopt regner med, at der går ca. 1 måned efter de sidste dokumenter er modtaget i Vietnam. :-)

11. oktober 2004: Vi ringer til DA for at høre om de har modtaget dokumenterne - det har de og det hele ser fint ud. Vores dokumenter bliver sendt til Vietnam i morgen. Vi spørger selvfølgelig om de kan sige noget om hvor lang tid der går, før vi kan forvente barn i forslag. DA fortæller, at vi nok skal regne med at få barn i forslag om ca. 1 måned. Det er jo vidunderlige nyheder, så der er jubel i det lille hjem.

28. oktober 2004: Der er nyt på DAs hjemmeside - desværre dårlig nyt:

"Børnepapirer

Mrs. Ha fortæller, at direktøren for børnehjemmet i Binh Thuan desværre er blevet indlagt og sandsynligvis skulle være tilbage på børnehjemmet i næste uge".

Der kan ikke matches børn uden at hun er tilstede. Vi håber, hun snart bliver rask.

Endvidere fortæller Mrs Ha, at den nye direktør på Hoa Binh ikke har vidst nok om udfærdigelsen af børnepapirer og derfor har fået lavet nogle fejl som gør, at DanAdopt først kan forvente papirer derfra om 3-4 uger.

11. november 2004: I går ringede vi til DanAdopt for at høre om der var noget nyt. Desværre havde de ikke noget at fortælle. De vidste heller ikke om mrs. Hai var blevet udskrevet endnu. Heldigvis har de gode nyheder på deres hjemmeside senere i dag:

"Hjemtagelsesprocedure

Bình Thuân

I den kommende uge kommer de ventende sager tilbage til Department of Justice i Bình Thuân, og Mrs. Hà mener, at beskeden om at rejse ud rykker nærmere. Hun regner med at kunne give et udrejsevarsel på omkring 14 dage.

Lederen af børnehjemmet i Phan Thiêt, Mrs. Hai, er tilbage på arbejde, og Mrs. Hà forventer, at hun vil matche et antal børn indenfor de kommende par uger.

Hòa Bình

Fra Hòa Bình er der ikke afgørende nyt, men Mrs. Hà har hørt om et enkelt barn på vej i forslag".

DanAdopt venter også stadig på den godkendte, underskrevne aftale om det nye samarbejde.

Senere på dagen modtager vi en mail fra dem, hvor de skriver at mrs. Ha rejser til Bính Thuân i morgen, så de forventer lidt mere nyt snarest. :-)

24. november 2004: I aften skal Tina til Vietnam-landemøde hos DA. Vi hepper på gode nyheder - især til dem der venter på at hente barn, men da også lidt til os andre.

17. december 2004: Der er gode nyheder på DAs side:

"De første seks familier kan rejse til Binh Thuan lige efter nytår.

I dag har de 6 ventende familier til børn fra Binh Thuan fået grønt lys til at rejse straks efter nytår. Familierne havde accepteret barn i perioden midt august til begyndelsen af september. Ventetiden for disse familier kommer altså op på 4-5 måneder.
Familierne har fået besked".

Det er jo helt fantastisk og der skal lyde et kæmpe stort til lykke herfra.

20. december 2004: Vi ringer til DA for at høre om der er noget nyt. DA fortæller os, at der er matchet barn til os i sidste uge, men de har endnu ikke modtaget papirerne, da de stadig er til oversættelse i Vietnam. DA regner med at modtage papirerne mellem jul og nytår, hvor de desværre har lukket. Det er jo næsten ikke til at holde ud. Sikke dog en jul vi får i år - det kan kun gå for langsomt.

3. januar 2005: Vi har talt med DA i dag - desværre har de stadig ikke hørt fra Vietnam. Vi havde sådan håbet, så lige nu er humøret ikke så højt. Vi vil ringe til dem igen i løbet af ugen.

Vi vil også lige ønske jer alle et rigtig godt nytår - håber i alle får et vidunderligt år.

5. januar 2005: Vi har talt med DA igen i dag. Desværre intet nyt andet end at de vil forsøge at kontakte mrs. Ha, som lige nu er i Phan Thiet. DA beder os om at ringe igen fredag.

6. januar 2005: Så skete det. Den opringning, som vi har ventet så længe på, kom i dag. Vi har fået en lille pige på 2 år. FANTASTISK. DA har endnu ikke modtaget papirer og billeder af hende, men regner med at få dem på mandag. Derefter skal hun godkendes af de danske læger, som normalt tager ca. 1 uge. Det bliver svært at vente - men hvor er vi dog glade. Tænk, at vi skal være forældre - og storebror - til en lille pige. Vi er superlykkelige og kan næsten ikke vente med at se et billede af hende og ......ikke mindst møde hende.

Senere den aften, da vi alle er kommet hjem, fortæller vi det til Louie. Han reaktion er meget meget rørende - han bliver så glad og lykkelig og kan sket ikke forstå, at han er blevet storebror. Efter han har hoppet færdigt, spørger ham om vi skal rejse i morgen. Der må vi desværre skuffe ham - der går jo nok "lidt" længere tid.

17. januar 2005: Så kom dagen endelig - i dag har vi nemlig været på DA for at hente papirer og billeder af vores lille pige. Hun er så smuk og dejlig og beskrives som en lykkelig og aktiv pige, der dog godt kan være lidt genert. Hun er 82 cm høj og vejer 10,5 kilo. Den danske børnelæge har vurderet vores datter uden billeder og test for HIV, Hepatitis B og syfilis. Både billeder og tester er nu kommet.

Vi - hendes lykkelige forældre - føler os såå heldige med de to smukke og dejlige børn, vi har fået. Vi er alle 3 også meget stolte af hende og er allerede lidt utålmodige efter at møde hende. Det kan kun gå for langsomt. DA fortæller, at vi skal regne med at der vil gå ca. 4-6 måneder, før vi kan hente hende i Vietnam.

I kuverten er der også to attester ("Declaration" og "Accept-erklæring"), som vi skal underskrive og returnere til DA - den ene "Declaration" bliver sendt til Vietnam.

21. januar 2005: Vi modtager "til lykke-brev" fra DA samt en Vietnamorientering. DA skriver i brevet, at det vil være en god ide at sende en lille hilsen til vores datter i form af et lille fotoalbum med billeder af os selv og vores bolig. Derudover skriver DA, at vi skal sende de originale adoptionsdokumenter, som vi modtager i Vietnam. Det drejer sig om "Decision on Adoption", "Birth Certificate", "Agreement to releaseing children for international adoption of the biological family" samt "Agreement to releasing children for international adoption of the center". Disse dokumenter skal bruges til ansøgning om endelig adoptionsbevilling.

22. januar 2005: Vi modtager 2 breve fra DA. Det ene brev er en supplerende udtalelse fra den danske børnelæge, hvor lægen har vurderet billeder og diverse tester. Lægen beskriver hende som en sund og køn lille pige. I det andet brev anmoder DA os om at indbetale acceptgebyr på USD 5.000 eller kr. 29.183.

4. februar 2005: Vi overfører kr. 29.183 til DA.

14. februar 2005: Vi modtager en vidunderlig mail fra et par, som lige er kommet hjem fra Phan Thiêt med deres søn. I mailen er der også 3 billeder samt 4 små videoklip af vores lille prinsesse. Sikke dog en dejlig mail at få - tusinde tak for den. Vi kigger på billederne og ser videoklippene ca. 1000 gange den aften. Vi er alle 3 meget lykkelige

14. marts 2005: Vi ringer til DA for at høre om der er noget nyt. Det er der desværre ikke. Derudover siger de, at vi ikke skal forvente at høre fra dem før de ringer med en afrejsedag. Øv, vi havde håbet, at vi kunne følge lidt med i hvor langt papirerne er i Vietnam. Vi er ved at være godt trætte af ventetiden og kan ikke lade være med at tænke på dem, der har ventet længere - det må være så forfærdelig hårdt. Stakkkels mennesker.

Det trøster os meget, at vi ved, at Josephine Nga har det godt hvor hun er, og at hun får masser af kærlighed - vi ville bare gerne være dem, der gav hende den.

Louie er meget utålmodig og kan ikke forstå, at vi bliver nødt til at vente så længe. Hver dag spørger han, om hvornår vi skal rejse - og hver dag finder han legetøj frem, som han vil give sin lillesøster. Ind i mellem bliver han også ret gal over vi må vente. Måske ville det hjælpe, hvis han ringede til DA???

6. april 2005: Vi har fået brev fra DA. I brevet beder de os om at lave et lille album med "børnevenlige" billeder til Josephine Nga med billeder af os og vores hjem, som DA vil sende ned til hende. Albummet er vi startet på og mangler kun et par billeder af os alle 3, hvor vi sidder i vores køkken.

I brevet er der også vedlagt "Commitment", som de beder os om at underskrive og returnere. (På "Commiment bekræfter man, at man vil skrive rapporter om barnet til Vietnam indtil barnet er fyldt 18 år). Vi havde hørt rygterne om, at proceduren i Vietnam er lavet om således, at man nu underskriver dette dokument FØR man rejser. Det kan gøre os bange for, at vi ikke får de 4-5 dage i Phan Thiet, hvor vi kan besøge Josephine Nga hver dag på børnehjemmet før vi får hende endelig overdraget, men at vi får hende overdraget dagen efter ankomsten til Phan Thiet. Normalt er det jo rigtig dejligt, men for en lille pige på 2½ år føler vi, at det må være en meget meget barsk omgang at skulle forlade alt, hvad man kender og er tryg ved. Vi ringer til DA for at få opklaret det, men bliver ikke meget klogere. DA mener, at vi kan "forhandle" os frem til flere besøg på børnehjemmet igennem mrs. Ha, når først vi er der. De fortæller videre, at vi vist nok stadig når at besøge hende aftenen inden overdragelsen som i "gamle dage". Man ankommer til børnehjemmet om aftenen, hvor børnene har sovet i flere timer, og børnene bliver således vækket for at møde deres nye forældre første gang. Den ordning synes vi ikke er optimal. Vi er begge meget kede af, hvis proceduren er lavet om, så hun ikke når at vænne sig lidt til os før vi får hende overdraget. Derudover har vi hørt fra de forældre, som sidst har hentet børn i Phan Thiet, at den nye ordning med de daglige besøg i 4-5 dage på børnehjemmet inden overdragelsen, har fungeret meget fint og bildt for børnene. Vi vil selvfølgelig gerne have hende så hurtigt så muligt, men det kan ikke være til hendes bedste, at overdragelsen skal foregår så hurtigt og uden hun har mødt os nogle gange. Vi har tænkt os at tage kontakt til DA i den kommende uge for evt. at sikre flere besøg på børnehjemmet på forhånd.

7. april 2005: Vi modtager en mail fra et par, som kom hjem med deres søn fra Phan Thiet i januar. Deres søn har været bedste venner med vores datter. De har billeder af Josephine Nga, som de vil sende til os - tusinde tak for det.

9. april 2005: Vi taler i telefon med parret, som har billeder til os af Josephine Nga. De fortæller små historier om hende. Bl.a. om hvordan hun reagerede, da de var på børnehjemmet med nysgerrighed og smil, om hvordan de legede med hende og så videre. Det er vidunderligt at høre lidt om hende, men får os selvfølgelig også til at savne hende endnu mere - hvis det da kan lade sig gøre. Vi kan næsten ikke vente på at modtage billederne.

12. april 2005: Vi har i dag fået 7 nye billeder af vores smukke datter. Billederne viser en glad og legende lille pige, der bl.a. danser kædedans med de andre børn. Billederne gør stor lykke - tusinde tak for dem.

13. april 2005: Vi har talt med DA - denne gang blev vi meget klogere. De fortalte os, at meningen stadig er, at vi skal være i Vietnam ca. 1 uge før ceremonien. I den uge kan man selv vælge om man vil besøge barnet hver dag på børnehjemmet, eller om man vil have barnet med det samme. Vi må sige, at vi er meget lettede og det lader til at den nye ordning tilgodeser barnet på den bedst mulige måde.

14. april 2005: Albummet til Josephine Nga er blevet færdigt. Det er blevet rigtig fint med billeder af os og hele lejligheden. Vi sender det til DA.

15. april 2005: Vi modtager 3 nye billeder af Josephine Nga fra DA. Normalt bliver man jo superlykkelig, når man får nye billeder af sit barn, men denne gang bliver især moderen lidt bekymret. Josephine Nga ser lidt syg ud og ikke særlig glad - på et af dem græder hun og på et andet - som er et nærbillede - har hun tårer i sine smukke øjne. Nu ved jeg (Tina) jo godt, at børn græder ind i mellem, men når man sidder på den anden siden af jorden og SAVNER, så er det ikke lige det, man har brug for at se. Tina kigger og kigger på billederne og prøver at overbevise sig selv om, at Josephine Nga lige er vågnet - hun har i hvert fald nattøj på - og derfor er ked af det. Det hjælper lidt Tinas humør, men helt godt er det ikke. NU vil vi altså gerne af sted. Tina kan ikke lade være med at ringe til DA for at høre om der er noget nyt. Det er der desværre ikke. DA har modtaget albummet, som de sender til Vietnam i næste uge.

26. april 2005: Vi modtager mail fra DA, hvor de bl.a. informere om dette: "Som vi har beskrevet i Vietnam-orienteringen, så er Vietnam jo et gaveland. Det er derfor en god ide at medbringe små danske souvenirs til den person som har taget sig specielt af jeres barn på børnehjemmet og evt. en lille ting til Mrs. Ha. Hvis I ønsker at give noget til børnehjemmet er der forslag i orienteringen til dette. Det forventes derudover at I giver en gave til de myndigheder som behandler adoptionssagerne. Da Mrs. Ha har en god fornemmelse for hvad man kan give myndighederne, har hun bedt de forrige familier om at give hende et givent beløb efter ankomsten og Mrs. Ha tilbyder så at købe en eller flere lidt større gaver for jer. Håber I også synes at dette er en god ide, da det tit og ofte kan være svært at finde på noget."

28. april 2005: Vi modtager endnu 2 stk. "Commitment", som DA beder os om at udfylde. De skriver, at det haster så vi håber at det betyder, at vi snart skal rejse. Vi udfylder dem med det samme og sender dem retur.

15. maj 2005: Så kom beskeden endelig. DA har ringet i dag og fortalt, at vi skal være i Saigon den 28. maj. Det er helt fantastisk, og der er stor jubel i det lille hjem - det er meget meget svært at få armene ned igen. Endelig skal vi ud til vores lille pige. Lige så snart vi har lagt røret på, ringer vi til Brandstrup Travel og bestiller billetter. Vi kan komme af sted med Thai Air onsdag den 25. maj, så det booker vi. Hele dagen flyver vi rundt på en lyserød sky - endelig skal vi af sted.

16. maj 2005: Vi modtager vores rejseplan fra Brandstrup Travel. Vi rejser den 25. maj kl. 14.35 og kommer hjem igen den 24. juni. Da det var en stor succes sidst, har vi også denne gang valgt at blive i Vietnam i en måned. Lige nu er hjemmet på den anden ende, men så snart vi er faldet ned igen, skriver vi lidt nærmere om det hele her i dagbogen.

24. maj 2005: Så er dagen kommet, hvor vi rejser, Efter en meget hektisk og til tider kaotisk uge er alt nu klart. Vi modtog vores billetter i onsdags, torsdags fik Louie sin Havrix-vaccination (Hepatitis B). Louie er vaccineret mod Hepatitis A. Fredag hentede vi vores visa på den vietnamesiske ambassade. Fredag var også den dag, hvor vi modtog bekræftelse på hotel i Saigon. Da vi har vores reservebedstemor, Anne-Grethe, med til Vietnam har vi booket en 3-værelseslejlighed på Saigon Sky Garden (USD 90 pr. nat for en 135 m2). Vi har fået DA til at booke en villa til os på Phu Hai Resort (USD 70 pr. nat) i Phan Thiet. Vi har også modtaget en informationsmail fra DA. Vi bliver afhentet i Saigon søndag den 29. kl. 10.00. Efter ankomsten til Phan Thiêt vil vi besøge børnehjemmet - vi kan næsten ikke vente. Mandag den 30. er der overdragelsesceremoni. Det betyder, at vi ikke kommer til at besøge Josephine Tuyêt nogle dage i træk. Det er vi selvfølgelig meget kede af. Vi er så ovenud lykkelige over, at vi skal hente hende nu, men vi må jo nok indrømme at det stikker i hjertet, at vi ikke kan få lov til at besøge hende nogle dage inden vi får hende overdraget. Det kan da ikke blive andet end et frygtelig chok for hende. Vi synes jo også, at det er så ærgerligt at vores liv sammen skal starte sådan for hende. Men vi kan intet gøre. Hun skal nok blive glad igen, når hun efter lidt tid, har vænnet sig til os.

I går Louie havde sin sidste dag i børnehaven i en hel måned. Han er så glad og meget meget stolt over, at vi nu endelig skal hente Josephine Nga. Han siger hele tiden, at han glæder sig til at få sin søster. Han har også lovet at lære hende at tale dansk samt at skifte hendes ble. Han skal nok blive en god storebror. Han er også meget spændt på at møde sin plejemor, som stadig er på børnehjemmet - han siger også, at han er lidt nervøs, men at han nok skal give hende et knus. Det er store ord for en 4½ årig.

Nu må i alle have det godt og tænke på os den 30.

2. september 2005: Vi har nu været hjemme i 2 måneder. Josephine - som vi i øvrigt kalder Nga (udtales Nja), da hun kalder selv sig det - har det skønt. Hun er en vidunderlig lille pige - meget kærlig og glad. Hun er faldet fantastisk godt til og hvis man ikke lige ved det, skulle man tro, at hun altid har været her. Louie har det også godt og er så småt ved at vænne sig til at være storebror. Det har ind i mellem været meget svært for ham - og er det til tider stadig - men vi er på rette vej.

Vi har ikke fået skrevet om vores rejse, men vi arbejder på det, når vi har tiden. Vi vil opdatere hjemmesiden hen ad vejen - indtil videre må i nøjes med lidt billeder fra Phu Hai Resort. I Saigon købte vi tøj, legetøj og souvenirs på Ben Thanh Markedet. Mad, drikkevarer og lignede købte vi i Tax Departement Store (på 1. sal ligger et meget stort supermarked) på hjørnet af Le Loi og Nguyen Hue. Vi brugte også hotellets supermarked, men fandt ud af at det var en del billigere i Tax Departement Store. Mens vi var i Phan Thiêt købte vi ind på markedet i Phan Thiêt. Når vi manglede drikkevarer købte vi dem i en af de små butikker langs "strandvejen". Når vi havde behov for at få vasket tøj, mens vi var i Phan Thiêt, lejede Peter en scooter og kørte til Kim Chi, som ligger ca. 3 km. fra Phu Hai Resort (når man er kørt ud af Phu Hai Resorts lange indkørsel og kommet ud til "strandvejen", drejer man til højre og så ligger Kim Chi på venstre hånd efter ca. 3 km.). Det koster 15.000 Dong for 1 kg. vasketøj. Til sammenligning tager Phu Hai Resort omkring 1$ for at vaske en t-shirt!

Da vi ved, at der snart er nogle der skal til Vietnam for at hente børn i Phan Thiêt, vil vi lige benytte lejligheden til at anbefale Saigon Sky Garden her. Saigon Sky Garden kan varmt anbefales på adoptionsrejsen, hvis man rejser med ældre børn eller har andre ledsagere med på rejsen. Saigon Sky Garden er et lejlighedskompleks, der ligger i samme gade som Norfolk Hotel – dog lidt længere væk fra Ben Thanh markedet (taxa fra hotellet til markedet koster ca. kr. 7,-). Personalet er fantastik søde og meget hjælpsomme. Der findes 2-, 3-, 4- og 5-værelses lejligheder. Pris for en nat er 95 $ (juni 2005) for en lejlighed med stue, tre soveværelser (1 dobbelt samt 2 enkelte soveværelser) og køkken. Stuen er indrettet med sofagruppe, TV og DVD samt spisebord. Køkkenet er udstyret med mikrobølgeovn og alle andre fornødne køkkenredskaber. Derudover er der vaskemaskine i badeværelset. Hotellets faciliteter inkluderer renseri- og vaskeservice, lille legeplads, legerum, fitnessrum, billardrum, golfbane, swimmingpool med børnebassin, jacuzzi, bordtennis, tennisbane, og en japansk restaurant, men desværre ikke roomservice. I stueetagen ligger et godt supermarkedet. Der ligger også en slagter lige overfor hotellet. Derudover findes der et utal af restauranter i samme gade, bl.a. den fantastiske Hoi An, der ligger skråt overfor Saigon Sky Garden.

Vores adoption af Louie Tiên

4. august 1999: Vi var til INFO-møde på DanAdopt i dag.

Først hørte vi om 2 adoptioner, henholdsvis fra Indien og Korea. Derefter blev vi informeret om de nye og gamle regler. Til sidst blev de forskellige formidlingslande gennemgået.

13. september 1999: Vi har siden juni måned 1999 været i behandling på Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet. Behandlingen endte i dag med et negativt svar på en graviditetsprøve.

6. oktober 1999: I dag sendte vi ansøgning til DanAdopt samt en check på kr. 13.000,-. Se evt. vores udgifter. Nu kan vi bare vente.

12. oktober 1999: Vi modtager brev fra DanAdopt om, at de har modtaget vores ansøgning samt check.

14. oktober 1999: Vi modtager brev fra Frederiksberg Kommune om, at de har modtaget vores adoptionsansøgning. De beder os om at udfylde diverse oplysningsskemaer - de er desværre kommet til at sende de forkerte, så vi må kontakte dem i morgen, så de kan sende de rigtige skemaer til os.

20. oktober 1999: Frederiksberg Kommune ringer for at undskylde, at de har sendt de forkerte oplysningsskemaer. De sender nye skemaer i dag.

26. oktober 1999: I dag har vi sendt oplysningsskemaerne til Frederiksberg Kommune. Da vi kun - på papiret - har boet sammen i lidt under 3 år måtte vi vedlægge en bopælsattest samt erklæring fra vores nabo (Peters far) om, at Tina rent faktisk har boet på adressen i over 3 år.

28. oktober 1999: Blev i dag ringet op af Frederiksberg Kommune om vores ansøgning. Vi fik den chokkende meddelelse, at vi ikke skulle regne med at blive godkendt så længe Peter får medicinsk behandling for for højt stofskifte. Vi fik begge et kæmpe chok og blev meget kede af det - vi havde på intet tidspunkt regnet ham for syg. Lægerne mener, at Peter har fået for højt stofskifte i forbindelse med en rejse til Thailand, så vi håber at der er tale om en virus, der kan behandles forholdsvis hurtigt. Hvis ikke skal han behandles i 1½ år! Peter skal til check på hospitalet om 4 uger, så der ved vi mere.

November 1999: Vi kontakter Adoption & Samfund. Den person vi taler med har aldrig før hørt om at for højt stofskifte kan give afslag. Derudover får vi det råd at skaffe en erklæring fra lægen på Hvidovre Hospital og en attest fra Peters arbejde, om at han ikke har haft sygedage på grund af for højt stofskifte. Begge dele skal vi sende til vores sagsbehandler i Frederiksberg Kommune.

10. december 1999: I dag skal Peter på Hvidovre Hospital for at få svar på alle de prøver, der er taget. Desværre er journalen forsvundet, så Peter får besked på at komme igen om en uge.

17. december 1999: Journalen er ikke dukket op endnu, men svarene fra diverse blodprøver bliver fremskaffet. Alle prøverne viser, at alt har været normalt siden 26. oktober 1999. Peters pille-dosis sættes ned fra 4 piller dagligt til 1 pille dagligt. Hvor er det dog bare skønt! Vi er så lettede. Derudover vil lægen skrive en "guld-stemplet" erklæring, som vi kan sende til vores sagsbehandler.

19. januar 2000: Peter skal til endnu et check på Hvidovre Hospital. Peter har behov for yderligere ½ til 1 års behandling, hvorefter de forventer at han afsluttes. Derudover skulle "chancen" for, at han får samme sygdom igen kun være en anelse større end for andre mennesker.

21. januar 2000: Vi modtager det "guld-stemplede" brev fra lægen på Hvidovre Hospital. Der står bl.a. at ".....der på ingen måde er tale om en sygdom, der påvirker livskvaliteten eller livslængden, og at der derfor ikke er nogen grund til afslag på baggrund af Peters sygdom". Hvor var det dog dejligt at se på skrift. :-)

26. januar 2000: I dag var vi til INFO-møde II på DanAdopt. Godkendelsesproceduren blev gennemgået. Herudover gennemgik DanAdopt de lande, som folk var interesseret i.

Vi har tænkt på at adoptere fra Thailand eller Vietnam. Vi ville gerne adoptere fra Thailand, fordi vi har været der og synes, at det er et pragtfuldt land med dejlige mennesker. Men antallet af hjemtagne børn fra Thailand ser ud til at være meget lavere end fra Vietnam. Derudover er børnene fra Thailand også generelt ældre. Så derfor vil vi nok vælge Vietnam. Vi synes, at det er vigtigt at barnet kommer fra et land, som vi har lyst til at rejse i.

16.februar 2000: I dag modtog vi erklæring fra Peters arbejde. Den erklæring samt erklæringen fra Hvidovre Hospital har vi i dag sendt til Frederiksberg Kommune.

10. marts 2000: Dagen hvor vi - på papiret - boet sammen i 3 år.

16. marts 2000: I dag blev vi ringet op af vores sagsbehandler. Hun er nyansat og har lige fået overdraget sagen. Kommunen foreslår, at man forhåndsbedømmer Peters sygdomssituation med henblik på videre behandling. Vi synes, at det lød som en god idé og tog imod deres tilbud om et orienterede formøde. Det skal foregå allerede den 21. marts 2000 kl. 14.00. Sagsbehandleren bekræftede i øvrigt modtagelsen af erklæringerne.

Derudover modtog vi brev fra DanAdopt vedr. gebyrforhøjelser på kr. 6.000.

21. marts 2000: Vi mødte op på rådhuset til noget, vi forventede skulle være en lille uformel snak om Peters sygdom. Det udviklede til en bred samtale om mange aspekter ved adoption. Samtalen varede næsten 2 timer, og vi fik det indtryk, at den var vores indledende samtale. Vi udbad os aktindsigt, og vores sagsbehandler lovede at sende en kopi af referatet. Vi aftalte også, at hvis vi ikke havde hørt noget senest i den første uge i maj, skulle vi kontakte hende. Vi synes samtalen forløb godt, og det var faktisk hyggeligt.

3. april 2000: "Endelig" kom referatet. Det var et fint referat, der meget præcist dækkede vores møde. Endvidere synes vi, at det virkede som om, de var os venligt stemt.

13. april 2000: Vores sagsbehandler ringede for at sikre sig, at vi havde modtaget referatet samt for at spørge, om vi havde nogle kommentarer inden det blev sendt til samrådet. Det havde vi ikke.

28. april 2000: Vi er i dag blevet ringet op af vores sagsbehandler - vi har fået vores forhåndsgodkendelse. HURRA! :-) Peter skal til enesamtale den 4. maj 2000 og Tina den 9. maj 2000.

4. maj 2000: Peters enesamtale: Samtalen startede med, at sagsbehandleren spurgte, hvorvidt Peter selv havde været i dagsinstitution som barn. Herfra gik det slag i slag med skole, gymnasium og arbejdspladser. Indimellem blev der snakket om familiære forhold og personlige egenskaber, når det faldt for. Herefter blev der snakket om vores forhold, og hvordan vi havde mødt hinanden. Endvidere blev Peter bedt om at fortælle, hvad han henholdsvis godt og mindre godt kan lide ved Tina. Til sidst blev der snakket lidt om religion. Samtalen tog 2½ time, hvilket formentligt nok skyldes, at Peter kan snakke som et vandfald. Der var en god stemning, og det var hyggeligt.

9. maj 2000: Tinas enesamtale. Der blev talt om de samme emner som ved Peters enesamtale. Samtalen varede i 1½ time (Peter har snakket som et vandfald), og der var en rigtig god stemning. Desuden blev det aftalt, at vores sagsbehandler kommer på hjemmebesøg den 6. juni 2000. Derudover skal vi aftale tid til helbredsundersøgelser hos vores læger.

10. maj 2000: Tina ringer for at aftale tid hos lægen. Lægen har ferie, men er tilbage den 15. maj 2000. Da vi rejser til Sydfrankrig den 18. maj 2000 og først er hjemme igen den 4. juni 2000, håber vi, at vi kan nå lægen inden vi rejser, således at helbredsattesterne kan være klar til vores sagsbehandler kommer på hjemmebesøg.

6. juni 2000: Så kom dagen for hjemmebesøget. Vi havde selvfølgelig ryddet fint op og gjort ultra rent over alt, og vi syntes faktisk, at her var pænt. Det virkede også som om vores sagsbehandler syntes det, selvom hun syntes, at her var "kringlet" og gammeldags på grund af ledninger på væggene, og hun var bange for, at folk ikke ville komme ud af vores toilet igen, fordi det er tapetseret med avisforsider (Politiken!).

Efter rundturen i lejligheden, satte vi os og fik en kop kaffe, og vi forventede egentlig en snak om lejligheden og kvarteret. Det viste sig, at det snarere var en fortsættelse af vores tidligere samtaler, og sagsbehandleren borede i nogle ting, som vi troede var afsluttede (Tinas tidligere sygdomsforløb og Peters "faderbinding" - faderen bor ved siden af!!!!!). Derudover syntes vi faktisk, at det gik godt.

13. juni 2000: Tina bliver ringet op af sagsbehandleren på arbejdet. Sagsbehandleren følte ikke, at hun havde fået tilstrækkelig med oplysninger omkring Tinas ønsker om at blive gravid inden hun traf Peter. Det syntes vi lød underligt, men Tina aftalte at komme til møde i dag kl. 15.00. (Lidt nervøs :-).

Det viser sig, at Hvidovre Hospital har opført i visse journaler, at Tina prøvede på at blive gravid med sin daværende kæreste i 1990. Da Tina tidligere har svaret, at hun aldrig har haft en kæreste, hun havde lyst til at få børn med, før hun mødte Peter syntes sagsbehandleren, at dette lød mærkeligt. Tina svarede - som sandt er - at hun vist nok har sagt ja til spørgsmålet, om hvorvidt hun gerne ville være gravid. Dette skete i forbindelse med, at man ikke ville undersøge hendes underlivsproblemer/smerter med mindre det var på grund af ønsket om graviditet. Endnu engang præciserede Tina, at hun ikke har ønsket at få børn med andre end Peter. Sagsbehandleren mente, at dette satte spørgsmålstegn ved Tinas troværdighed. Hun ville også vide, hvad Tina troede Peter ville sige til dette rod. Tina svarede, at Peter kendte alt til hendes "underlivshistorie" samt fortid, og at han selvfølgelig også ville blive ked af denne misforståelse. Til sidst spurgte hun faktisk hvorvidt, vi ønskede at fortsætte med adoptionsprocessen efter "det her". Tina var meget chokeret og ked af det, men sagde at selvfølgelig ville vi det.

Det er meget frustrerende at sådan noget eventuelt kan få indflydelse på vores mulighed for at blive godkendt. Det eneste vi føler, vi kan gøre er, at sende et brev til sagsbehandleren, hvor vi forklarer sammenhængen endnu engang og vedlægger en erklæring fra Tinas daværende kæreste, der kan bekræfte, at Tina taler sandt. Endvidere har vi tænkt os at kontakte den lokale afdeling af Adoption & Samfund for at få råd.

Vi mailer til Adoption & Samfund og forklarer vores problem. Vi får svar samme aften hvor de bl.a. skriver: "..... Umiddelbart lyder det underligt, at sagsbehandleren mener at Tinas adoptionsmotiv på baggrund af de fremkomne oplysninger skulle være så svækkede, at det skulle medføre en manglende godkendelse. Selv hvis der var substans i antagelsen om at Tina havde ønsket at få et barn med en tidligere kæreste og ikke havde fundet det værd at nævne eller havde glemt det ved samtalen med sagsbehandleren". Derudover beder de os om kopi af sagens akter, således at de kan rådgive os videre i sagen. Flot at få svar samme aften - svaret trøster os, men vi er stadig bange og nervøse.

14. juni 2000: Tina har aftalt tid hos lægen for at få lavet en helbredsattest. Tina var selvfølgelig meget påvirket af hele situationen og fortalte lægen om det. Lægen rådede Tina til at skrive et brev til sagsbehandleren, således at hun kunne se Tinas ord på skrift. Derudover blev Tina rådet til at foreslå sagsbehandleren, at Tina kom med en udtalelse fra en psykolog. Lægen foreslog, at vi lavede helbredsattesten en anden dag, da Tina så "lidt vild" ud i hovedet.

18. juni 2000: Vi har brugt de sidste par aftener på at skrive brev til vores sagsbehandler - brevet blev endelig færdig i dag. Derudover har vi sendt kopi af alle sagens akter til Adoption & Samfund. Vi har også talt med Adoption & Samfund i telefonen - umiddelbart kan de ikke se, at vi skulle have nogle problemer. Derudover syntes de ikke at vores sag skulle på samrådet før, at Adoption & Samråd har fået kopi af alle sagens akter, således de kan råde os videre i sagen. Vi lover at sende kopi af referaterne fra vores enesamtale og hjemmebesøget, når vi modtager dem.

19. juni 2000: I dag har vi sendt brevet til vores sagsbehandler samt 2 erklæringer dels fra Tinas tidligere kæreste og fra Tinas søster.

20. juni 2000: Vi modtager referat af enesamtaler, hjemmebesøg samt Tinas extra samtale. Vi synes faktisk, at det er meget rammende. Det er sjovt at se sit "liv" skrevet ned på den måde. Omstændighederne der førte til Tinas extra samtale, er ikke nær så centrale, som vi havde frygtet efter hvad sagsbehandleren gav udtryk for til mødet.

Vi har sendt kopi af både brevet til vores sagsbehandler og referaterne til Adoption & Samfund.

22. juni 2000: Så kom svaret fra Adoption & Samfund. Det var meget beroligende. De mener ikke, at der var noget med hensyn til Tinas eventuelle tidligere ønske om graviditet, der burde give anledning til afslag. De påpeger dog, at der i referatet af Peters enesamtale står, at han i visse sammenhænge kan virke lidt umoden, og at dette eventuel kan medføre, at Peter eller vi begge indkaldes til psykologsamtale. Da vi synes, at umoden er en meget hård beskrivelse, og da vi derudover ikke har noget at skjule, frygter vi ikke en eventuel psykologvurdering.

04. juli 2000: Vi har skrevet brev til sagsbehandleren med små rettelser/kommentarer til referaterne. Vi mailede det først til Adoption & Samfund og fik grønt lys. Det skal også nævnes, at dette brev var aftalt med sagsbehandleren, idet hun fra starten lagde op til, at vi skulle kommenterer referaterne. Vi fortæller hende samtidigt, at vores helbredsattester samt indtægts- og formueopgørelse vil blive sendt til hende, så snart vores læger er tilbage fra ferie.

7. august 2000: I dag har vi sendt vores helbredsattester samt indtægts- og formueopgørelse til sagsbehandleren.

10. august 2000: Vi har talt med vores sagsbehandler i telefonen - hun forventer, at vores sag kommer på samrådet enten sidst i august eller først i september.

25. august 2000: Tina er lige blevet ringet op af vores sagsbehandler - VI ER BLEVET GODKENDT Hurra :-) :-)

28. august 2000: Vi har i dag modtaget godkendelsen skriftligt! Vi er så glade og lykkelige over, at dette nervepres er overstået.

8. september 2000: Vi er blevet ringet op af vores sagsbehandler - i dag sender hun sagen videre til DanAdopt. Tina spørger, om vi får tilsendt en kopi af resumeet af rapporten (den som DanAdopt modtager), men får oplyst, at det gør man aldrig.

14. september 2000: Efter at have ringet til DanAdopt i går og i forgårs for at høre om de havde modtaget vores sag, lykkedes det endelig i dag. Den var blevet sendt sammen med en anden, og de havde således ikke registreret at have modtaget vores. De var meget søde, og vi aftalte allerede nu et møde på mandag for at bestemme hvilket land, barnet skal komme fra.

Peter taler også med vores sagsbehandler, som fortæller, at man alligevel er begyndt at give kopi af resumeet, så den bliver afsendt i dag.

15. september 2000: Vi modtager kopien af resumeet. Derudover modtager vi bekræftelse fra DanAdopt om, at de har modtaget vores sagsakter fra amtet.

18. september 2000: Møde på DanAdopt. Så har vi valgt land. Vi havde stort set bestemt os for Vietnam. Vi var dog lige ved at lade os "overtale" til at vælge Thailand, men vi holdt fast i Vietnam - nærmere bestemt Sydvietnam. Børnehjemmet - Binh Thuân Social Protection Centre - ligger ca. 200 km nordøst fra Ho Chi Minh City lige udenfor hovedbyen Phan Thiêt.


Vietnam - here we come! Desværre bliver det nook ikke lige om hjørnet. Ventetiden på barn i forslag er mellem 9-18 måneder. Derefter tager det 4-6 måneder før barnet kan hentes.





22. september 2000: Vi modtager brev fra DanAdopt om, at vi er registreret på deres venteliste for Vietnam (Binh Thuân). Brevet indeholder yderligere en lille artikel om Vietnam, et girokort samt besked om at vi skal tage diverse fotos af vores hjem og os selv. Sidst men ikke mindst var der også et tilbud om at komme på en alternativ venteliste. Alternativ venteliste betyder for Vietnams tilfælde, at man kan blive skrevet op til det andet børnehjem (DanAdopt har aftale med 2), fremtidige nye kontaktsteder og/eller et extra land. Vi har tænkt os at sige ja til det andet børnehjem i Vietnam (Nord Vietnam).

24. september 2000: Vi har besluttet os for, at vi principielt vil skynde os alt, hvad vi kan, hver gang der er noget, vi skal gøre. Derfor fandt vi allerede søndag det pæne tøj (jakkesæt og kjole) frem og tog en masse billeder. Det forventes, at vi indsender 2-3 stk. af vores bolig set udefra, 5-7 stk. indefra samt portrætfotos af os begge. Alle fotos skal foreligge i 4 eksemplarer.

26. september 2000: Indleveret billederne til fremkaldelse samt sendt girokort til betalingsservice.

16. oktober 2000: Sendt billederne til DanAdopt.

23. oktober 2000: Sender mail til DanAdopt for at høre om de har modtaget billederne - det har de.

25. december 2000: Vi har modtaget nyhedsbrev om Vietnam: Der er i 2000 hjemtaget 8 børn fra Binh Thuân og derudover er 6 børn i forslag. Der står 17 familier på venteliste. Der er p.t. 26 børn på børnehjemmet og en stor del af dem vil blive tilbudt til adoption i Danmark. Børnehjemmet arbejder ikke sammen med andre adoptionsorganisationer end DanAdopt.

Derudover er der indført nye procedurer således, at DanAdopt fremover vil sende besked til de familier, der kan forvente barn i forslag indenfor en periode på 5 måneder. Herudover forventer DanAdopt, at efter familierne har fået barn i forslag kan de rejse ud og hente deres barn allerede efter ca. 3 måneder. Endvidere skønner DanAdopt, at der i den kommende tid vil blive anvist flere børn fra Binh Thuân, da der er mange børn, der venter på at blive bortadopteret.

Så har vi fået brev om gebyrforhøjelse. På grund af satsregulering, den høje dollarkurs samt kurssikring stiger gebyret med kr. 10.000,- for familier, der får stillet barn i forslag efter 28. februar 2001. Det betyder, at siden vi sendte vores ansøgning, er gebyret steget med 16.000,-. Det samlede gebyr er nu på kr. 82.000,-.

Vi er også blevet inviteret til Binh Thuân-træf den 27. januar 2001, som vi meget gerne vil deltage i. Der står bl.a. i indbydelsen: "mange af vores børn har en speciel periode i begyndelsen af deres liv til fælles, nemlig en god og tryg opvækst på børnehjemmet". Det er dejligt at læse.

Vi har også været i biografen og set en vietnamesisk film. Filmen hedder De Tre Årstider (læs Scopes anmeldelse her) og er meget smuk og poetisk - derudover er den fantastisk flot fotograferet.

9. januar 2001: Igennem vores hjemmeside har vi fået kontakt til et andet par, som også venter barn fra Binh Thuân. De har i forvejen en søn fra Hoa Binh. De har sendt os billeder fra "vores" børnehjem - Binh Thuân Social Protection Centre. De billeder vil vi gerne bringe her på siden. Vi mailer til DanAdopt for at bede om tilladelse.

10. januar 2001: Vi modtager mail fra DanAdopt, som giver deres tilladelse til, at vi kan bringe billederne her på siden, så længe der ikke er personer i nærbillede på.

18. januar 2001: Vi ringer til DanAdopt for at høre om, der er noget nyt i vores sag. Til vores store overraskelse er vores socialrapport allerede sendt ud. Det var meget gode nyheder - vi havde regnet med, at den først ville blive sendt ud om nogle måneder. DanAdopt kan ikke sige noget om, hvor lang tid der går, før vi får barn i forslag "da det er et stykke tid siden, at der er kommet nogle børn". Derfor går der lidt tid, før vi skal i gang med at skaffe attesterne. Vi glemmer - i vores glæde - at spørge om, hvornår den er sendt ud, men vi ved, at de har sendt 5 sager ud sidst i december 2000. Smilene var meget store den aften.

27. januar 2001: Vi var til "træf" med andre kommende og nuværende adoptanter fra børnehjemmet i Binh Thuân. Det var rart at snakke med andre i samme situation og skønt at se dejlige og velfungerende børn, der allerede er adopteret.

Det var det første møde i Binh Thuân-gruppen. Det blev drøftet, hvad man kunne bruge denne kontaktgruppe til, f.eks.: udveksling af billeder taget af hinandens børn på børnehjemmet, en byttecentral af tøj/udstyr, specifikke spørgsmål vedrørende hjemtagelsen af barnet/børnene fra Vietnam samt adoptionsproblematik. Alle nuværende tilmeldte får en opdateret adresseliste, så vi har mulighed for at kontakte hinanden. Derudover blev der talt om "den rette" gave til caregiveren og børnehjemmet. Mange havde den opfattelse, at der findes nok legetøj til børnene, hvorimod at (brugt) børnetøj var meget værdsat. En familie rejser til Vietnam i marts måned og de vil drøfte med Mrs. Ha (DanAdopts repræsentant) om, hvad de kommende familier kan give til caregiveren. Derudover vil de undersøge prisen på en video, som står højt på børnehjemmets ønskeliste.

Vi aftalte at mødes en gang årligt - næste gang i foråret 2002.

8. februar 2001: Vi er lidt nervøse, da vi har hørt, at der skulle være problemer med Binh Thuân ventelisten, så vi ringer til DanAdopt. De oplyser, at for os der står på ventelisten forløber formidlingen helt normalt, men da børnehjemmet ønsker, at DanAdopt også formidler handicappede børn til Danmark sættes der pt. ikke flere på ventelisten. DanAdopt oplyser derudover, at de er ved at undersøge, hvordan de kan hjælpe disse børn videre i livet. De fortæller også, at der i løbet af den næste måned kommer 3 børn i forslag. Herudover forventer de at holde et møde i marts måned for alle, der venter barn fra Vietnam. Vi er beroliget. :-)

9. marts 2001: Vi modtager en indbydelse fra DanAdopt til orienteringsmøde om adoptionsformidlingen fra Vietnam. Mødet er den 21. marts 2001. Det møde skal vi selvfølgelig deltage i.

Derudover skulle DanAdopt fornyligt have modtaget papirer på 3 børn fra Binh Thuân.

21. marts 2001: Vi har været til DanAdopts møde i dag. Om den generelle formidlingssituation fra Bình Thuân oplyste DanAdopt at der havde været en forventning om ca. 15 børn i 2000 men formidlingen levede ikke op til det. De vietnamesiske myndigheders forklaring på dette har været, at man ikke ønskede at have mange sager i gang ad gangen, så man afventede afslutningen (accepten i DK) på sagerne, før man ville stille nye børn i forslag. Man stillede også rutinemæssigt kun 2 børn i forslag ad gangen. Efter DanAdopts og Adoptionsnævnets besøg har Vietnam stillet 3 børn i forslag ad gangen, og den nye ordning, hvor vietnameserne matcher sammenholdt med en anden dokument gang, som er aftalt efter besøget, ser ud til at medføre et øget tempo i formidlingerne.

Derefter blev ventelisten vist i anonymiseret form, således at vi kunne se vores placering ud fra vores journalnr. Vi står som nummer 10. Alle ansøgere er opført på ventelisten i forhold til den dato, hvor DanAdopt modtog godkendelsen fra amtet. DanAdopt forventer, at alle familier vil få barn i forslag indenfor den ventetid, der oprindeligt er blevet opgivet.
Fremover vil DanAdopt lægge en anonymiseret venteliste på deres hjemmeside.

Praktiske forhold omkring hjemtagelsen af børnene fra Binh Thuân: DanAdopt har fået en ordning, som de håber kan gennemføres. To ting trækker dog i modsat retning: Generalkonsulatet i Ho Chi Minh City er nedlagt, og Schengen-reglerne fra og med 25.3.2001 medfører, at det danske visum under alle omstændigheder skal indhentes på ambassaden i Hanoi. Den nye ordning vil betyde, at man kan vælge mellem:

1) Man bliver i Syd hele tiden: Efter ceremonien indleverer man pasansøgningen på Immigration Office i Phan Thiêt. Myndighederne sørger for, at ansøgningen bliver bragt til Ho Chi Minh City og passet tilbage til Phan Thiêt. Det koster $200. Når passet er kommet, sender man med kurerpost barnets vietnamesiske pas sammen med et af forældrenes danske pas til Mrs. Hà (DanAdopts repræsentant i Vietnam) i Hanoi. Hun får det vietnamesiske pas viseret og sender det tilbage til Phan Thiêt med kurerpost. Det hele skulle kunne gøres indenfor de sædvanlige ca. 2 uger!
2) Man rejser til Hanoi efter pas og visum. Et par dage efter ceremonien rejser man evt. sammen med Mrs. Hà til Hanoi, hvor pasansøgningen straks bliver indleveret og ekspederet indenfor en uge. Også i alt ca. 2 uger.
Der er pragtfulde hoteller i og omkring Phan Thiêt. På grund af de mest populære hotellers forholdsvis ringe kapacitet (Victoria Phan Thiet Resort ca. 30 værelser og Coco Beach Resort ca. 50 værelser) er de ofte optaget. DanAdopt’s familier kan ikke reservere med langt varsel, og DanAdopt har ingen muligheder for at sætte sig på værelser. DanAdopt har besluttet at ville forsøge at garantere plads til en rimelig pris på det store Novotel Ocean Dunes Resort (120 værelser) direkte på stranden nær ved Phan Thiêt by.

6. maj 2001: Der er kommet 2 børn i forslag, så vi er flyttet op som nummer 8 på ventelisten. :-)

7. juni 2001: Vi ringer til DanAdopt, da vi har fået en bindestreg imellem vores navne, så vi nu hedder Hegeler-Meile. De tror ikke, at vietnameserne er specielt interesseret i bindestreger, men da det nye navn vil stå i vores pas, aftaler vi, at vi sender vores navnebevis, som vi har fået i forbindelse med ændringen. DanAdopt vil så oversætte navnebeviset.

Da der jo i den sidste tid igen har været en del rygter om et midlertidigt stop i formidlingen p.g.a. adoptionsskandaler, spørger vi, om der er noget nyt. De oplyser, at det ser ud til, at Vietnam er indstillet på at formidle en "del" børn. Vi spørger, om de har fået lovning på nogle børn. De svarer, at det har de, men ikke til os! Det havde vi nu hellere ikke regnet med. De fortæller videre, at de lige har fundet vores sag frem for at skrive til os om, at vi kan begynde at ordne/skaffe diverse attester. Det bliver vi meget glade for at høre.

8. juni 2001: Så er brevet allerede kommet - skønt. :-)

Vi skal ordne/skaffe følgende attester:
1) Application for Adoption (3 eksemplarer) der skal udfyldes og underskrives af os begge hos Notarius Publicus eller på et dommerkontor,
2) Commitment (3 eksemplarer), der ligeledes skal udfyldes og underskrives for notar,
3) Power of Attorney skal også underskrives for notar af os begge,
4) Sterilitets/helbredsattest skal udfyldes og underskrives af vores læger,
5) Attest om indkomstforhold skal udfyldes og underskrives af skattekontoret samt forsynes med deres stempel,
6) Internationale dåbs og vielsesattester skal udfyldes og underskrives af det præstekald/borgermyndighed, der oprindeligt har udstedt attesterne,
7) Fuldmagt til indhentning af internationale straffeattester skal udfyldes og underskrives af os begge og returneres til DanAdopt omgående,
8) Fotokopi af de første sider i vores pas
9) 3 stk. pasfoto.

9. juni 2001: Vi sender den underskrevne fuldmagt til indhentning af internationale straffeattester til DanAdopt.

11. juni 2001: Vi sender internationale dåbsattester til de præstekald, hvor vi er blevet døbt/navngivet.

12. juni 2001: Peter er hos sin læge for at få sterilitets/helbredsattesten udfyldt og underskrevet.

13. juni 2001: Vi er på paskontoret for at få ændret navnet i Tinas pas samt for at bestille et nyt pas til Peter. De forventer, at det vil tage ca. 5 arbejdsdage før vi vil modtage Peters pas.

15. juni 2001: I dag har Tina været til læge for at få sterilitets/helbredsattesten udfyldt. Derefter var Tina på vielseskontoret for at få vielsesattesten udfyldt. Desværre brød skrivemaskinen sammen, så de lovede at sende attesten senere i dag, så Tina ikke skulle sidde og vente. Derefter gik turen til Skattekontoret for at få indkomstattesten udfyldt, underskrevet og stemplet. Det hele tog kun 15. minutter!

16. juni 2001: Vi modtager en ny vielsesattest (med vores nye efternavn), en international vielsesattest samt attesten til DanAdopt fra Vielseskontoret.

19. juni 2001: I dag har vi modtaget Peters nye pas og Tinas internationale dåbsattest.

21. juni 2001: Så fik vi Peters internationale navneattest. Efter et besøg hos Notarius Publicus for at underskrive "Application of Adoption", "Commitment" samt "Power of Attorney" sendte vi hele dynen til DanAdopt. Det skal fejres med en middag på den vietnamesiske restaurant Dai Viet i morgen aften. ;-)

25. juni 2001: Vi ringer til DanAdopt for at høre om de har modtaget alle attesterne. Det har de! Vi kan selvfølgelig ikke lade være med at spørge om, der er nogle nyheder fra Vietnam. Det er der - de har lige modtaget papirer på 4-5 børn! Det var dejlige nyheder. Vi aftaler med DanAdopt, at vi skal ringe om 14 dage for at høre om alle børnene bliver godkendt.

9. juli 2001: Som aftalt ringer vi til DanAdopt. Vi får den overraskende men vidunderlige nyhed, at papirerne på en lille dreng er sendt til DanAdopts læger, og hvis de godkender ham, er han vores. DanAdopt kan ikke se, at der skulle være nogen som helst grund til, at han ikke skulle blive godkendt. Vi aftaler at ringe torsdag den 12. for at høre, om han er blevet godkendt. Det er med bankende hjerter og tårer i øjene, at vi lægger røret på. Vi er fuldstændige rundt på gulvet og begynder selvfølgelig at ringe rundt til familie og venner. Det skal lige nævnes, at den 2. juli 2001 modtog DanAdopt papirerne på yderligere 4 børn.

11. juli 2001: Vi kan ikke holde det ud mere og beslutter os for at ringe til DanAdopt, selvom det kun er onsdag. Heldigvis har de fået besked fra lægerne, og vores lille dreng er blevet godkendt! Vi aftaler, at vi kommer op på DanAdopt kl. 15.00, så vi kan få hans historie samt billeder af ham.

Han er 10 ½ måned, 73 cm. lang og vejer 8,2 kilo. Han er utrolig smuk og beskrives som en meget glad og kærlig dreng. Vi - hans lykkelige forældre - er allerede meget meget stolte af ham - og aldrig har vi set et smukkere barn. Hvordan beskriver man den lykke, man føler første gang man ser sit barn??

I kuverten er der også 2 attester, vi skal underskrive - den ene - "Declaration" skal underskrives for Notarius Publicus.

13. juli 2001: Efter at have været hos Notarius Publicus for at underskrive "Declaration" sender vi begge attester til DanAdopt.

17. juli 2001: Vi mailer til DanAdopt for at sikre os, at de har modtaget begge attesterne. Det har de heldigvis.

Vores mail-venner, Anne og Michael, som har en søn fra Hoa Binh, skal ned og hente en lille pige. De skriver til os, at det måske var en god ide, at lave et lille album med billeder af os, som de så kan tage med der ned til vores søn, som i øvrigt skal hedde Louie. Vi går straks i gang. Vi lokker Anne til at tage nogle billeder af Louie. Hun svarer straks tilbage, at hun da også kan videooptage ham! :-)

20. juli 2001: Vi modtager en tyk kuvert fra DanAdopt med bla. gode råd til efter hjemkomsten, diverse rejseoplysninger, hoteloplysninger samt en regning på 54.000,-.

22. juli 2001: Vi har fået lavet albummet med billeder af os selv og vores lejlighed. På alle billederne har vi placeret det krammedyr, som vi vil give Louie, når vi får ham overdraget i håbet om, at han kan genkende det og måske dermed os. Albummet sender vi til Anne og Michael.

26. juli 2001: DanAdopt skriver til os, at de vietnamesiske myndigheder også skal have arbejdsgiverattest. De har vedlagt et udkast til, hvordan en arbejdsgiverattest kan se ud.

27. juli 2001: Vi sender arbejdsgiverattesterne til DanAdopt.

30. juli 2001: Vi mailer til DanAdopt for at høre om, hvornår Declaration er afsendt til Vietnam. De mailer tilbage "i løbet af et øjeblik", at attesten er afsendt den 27. juli 2001 efter de har fået den retur fra den vietnamesiske ambassade. Derudover skriver de, at de har modtaget arbejdsgiverattesterne i dag, og at de er videreekspederet.

Vi modtager også en glad mail fra Anne, som har mødt Louie. Hun skriver, at han er glad og dejlig og smiler hele tiden. Hun har taget digitale og almindelige billeder af ham samt videooptaget ham. Hun vil forsøge at maile nogle digitale billeder på et tidspunkt.

5. august 2001: Vi får en mail fra Anne med 3 BILLEDER af Louie. På samtlige billeder smiler han og ser meget meget glad ud. Vi er lykkelige! :-)

15. august 2001: Hannah, Marcus, Anne og Michael er kommet hjem i dag. Om aftenen kommer Michael forbi med en pakke til os. I pakken er der et videobånd, 14 nye billeder af Louie, hans fod-og håndaftryk samt en pakke vietnamesiske karameller. Videoen starter med 6 minutters optagelse af Louie. Han smiler og griner stort set i alle 6 minutter. Derudover er der optagelse af overdragelsen af Hannah, ceremonien samt en hel del fra børnehjemmet. Vi er i den 7'ende himmel og ser videoen ca. 10 gange den aften.

18. august 2001: Vi starter dagen med at se videoen, og da posten kommer, dumper der et brev ind fra DanAdopt. I kuvert ligger der 2 billeder af Louie. :-)

8. september 2001: Vi får af vide pr. email, at dem der skal af sted lige før os, er blevet fremrykket omkring en måned. Det for os til at håbe, at vores ceremoni eventuelt også bliver fremrykket. Vi vil ringe til DanAdopt i morgen.

10. september 2001: Vi ringer til DanAdopt for at høre om vores formodning er rigtig. De kan ikke sige noget fast, men regner med, at vores ceremoni også er rykket. Vi gør os derfor klar til en ceremoni omkring den 1. oktober 2001.

14. september 2001: Spændt ringer vi til DanAdopt for at høre om vi stadig skal regne med ceremoni omkring den 1. oktober 2001. Vi får af vide, at Mrs. Ha netop har faxet at vi skal holde os klar. Vi ringer også til Den Vietnamesiske Ambassade for være at sikre på, at vi kan nå at få visum. De siger, at det ikke er noget problem, hvis vi kommer mandag. Derfor går vi om eftermiddagen ned for at købe billetter. Da vi er kommer hjem er der kommet en e-mail, der siger, at vi skal være i Saigon allerede den 22. september 2001, da ceremonien vil være den 24. september 2001. Vi ringer til vores rejsebureau og får ændret billetterne.

19. september 2001: I dag er dagen, hvor vi rejser til Vietnam efter Louie. Den sidste uge har været utrolig hektisk og til tider kaotisk, men nu er vi klar. Vi har desværre ikke haft tid til at skrive i vores dagbog - det må vi gøre, når der bliver tid. Vi er VILDT spændte og lidt nervøse over allerede at skulle ud på vores livs rejse.

Februar 2002: Vi har nu været Louies forældre i næsten 5 måneder. Louie er en helt fantastisk glad og aktiv dreng. Han er også en meget kærlig dreng, der gerne deler kys ud. Han er meget glad for hele sin nye familie og nyder at være i Danmark.

Vi havde selvfølgelig en vidunderlig tur til Vietnam. Vi startede med at tilbringe 3 dage i Saigon, før vi fik Louie overdraget. Dagene tilbragte vi med lidt sightseeing, afslapning samt indkøb af diverse ting og sager til Louie. Indkøb af sutteflasker, bleer og lignede klarede vi i et supermarked på hjørnet af Le Loi og Pasteur. Supermarkedet ligger på 1. sal i et højt forretningskompleks. På 2. sal ligger bl.a. en legetøjsforretning, en forretning med babyudstyr samt en børnetøjforretning. Man kan få alt i Saigon, så det er ikke nødvendig at medbringe så meget fra Danmark. Apotekervarer og vitaminer havde vi dog med hjemmefra. Derudover købte vi lidt forskelligt tøj til Louie på Ben Than Markedet (et sæt med t-shirt og shorts koster ca. 15-20,-).

Vi har rejst en del i Østen men aldrig – ALDRIG – har vi set så meget virvar, trafik og mennesker, som der er i Saigon. Det er helt utroligt spændende, fascinerende og lidt skræmmende. I starten var vi lidt nervøse, når vi skulle gå over gaden, men vi fandt tricket: Se dig for og når der er lidt plads, går du og du bliver ved med at gå. Man skal endelig ikke stoppe op eller blive forskrækket, men bare blive ved med at gå.

Søndag den 23. september 2001 blev vi hentet af DanAdopts vietnamesiske medarbejder. Vi var 4 par, der skulle afhentes. Desværre var hendes fly forsinket, så vi nåede ikke, at besøge børnehjemmet aftenen inden overdragelsen, som man ellers ofte gør. Mens vi ventede på DanAdopts medarbejder, sørgede vi for hotelbooking i Phan Thiet. Norfolk Hotel i Saigon har et samarbejde med Palmira Resort i Phan Thiet. Palmira Resort er et udmærket hotel med store villaværelser. Værelserne er vinkelværelser med bad, der er indrettet med en dobbeltseng, 1 enkeltseng, TV, køleskab og en balkon til ud til havet (pris: $45 med morgenmad). Værelserne er langt fra luksus, men der er rent og god plads til børn. Hotellet har et vidunderligt poolområde med en kæmpepool og en børnepool.



Vi havde fra en del andre adoptanter hørt, at man godt kunne forberede sig på, at de første 2-3 dage ville være hårde – både for barnet men også for forældrene. Så vi havde sagt til os selv, at Louie ville være ulykkelig i 3 dage. Det var da også en meget meget ulykkelig lille dreng, vi fik. Før overdragelse som foregik i Justitsdepartementet var vi i ca. 1 time på børnehjemmet. Børnehjemmet består af 3 huse, hvor Louie boede i det højre. Da vi trådte ind af døren, sad Louie på potte. Bare ved synet af os begyndte han at klynke – vi trøstede os selv med, at det var krammedyret, som vi havde med til ham, som han var bange for. Vi havde vist ikke tænkt os så godt om, da vi købte det – det var næsten lige så stort som han. Vi satte os sammen med Louie og hans caregiver på gulvet for at lege lidt. Det syntes han var ok, så længe caregiveren sad sammen med os, men hver gang hun rejste sig, begyndte han at græde.

Efter overdragelsen skulle vi køre caregiverne tilbage til børnehjemmet. Det var tid til at sige farvel. Louie reagerede på den måde, som vi havde forberedt os på: Han græd som pisket, da hans caregiver sagde farvel. Han græd under køreturen tilbage til hotellet, og han græd, da vi sagde farvel til DanAdopts medarbejder – så meget at hun måtte skynde sig at sige farvel til os, ellers var hun også begyndt at græde. Han græd, da vi kom ned på vores værelse og stoppede først, da han tissede på Tina og bagefter kastede op på hende – derefter fortsatte han med at græde. Det var helt tydeligt, at han var meget meget ked af det. En ganske normal reaktion for sådan en lille dreng, der bliver hevet væk fra alt, hvad han kender. Selvom vi havde sagt til os selv, at han ville græde, gjorde det ondt – man har ønsket dette så længe, og det første man gør, er at gøre barnet dybt ulykkelig.

Louie var også træt, da det var flere timer over hans nap-time, og han faldt endelig i søvn efter en halv time. Det var nu tid for Peter og de andre fædre til at tage på politistationen for at søge om pas til børnene. Tina var således alene med Louie, da han vågnede igen efter et par timer. Nu græd han ikke mere – men han smilede heller ikke. Han fik lidt at spise, og da Peter kom tilbage fra politistationen, sad Louie og Tina og legede med stabelbægre. Efter endnu et par timer faldt Louie i søvn igen.

Næste morgen kl. 6.00 fik vi det første smil – smukt smukt smukt. Louie har faktisk smilet lige siden. Vi havde dog en ”4. dag”, hvor han ikke var så glad, men det var vores fejl, da vi den dag sprang hans eftermiddagslur over. Man lærer hurtigt at det ikke kan betale sig. Vi havde fået en tabel med hans døgnrytme med fra børnehjemmet med tidspunkter for alle hans måltider samt hvornår han skulle sove til middag. Vi forsøgte så godt vi kunne at overholde den, men indimellem smuttede den. Som uerfarne forældre syntes vi, at det var svært at lægge Louie til at sove, når han ikke virkede træt.

Vi havde valgt at blive i Vietnam i en måned, så Louie kunne blive tryg ved os i sine omgivelser. Det viste sig at være en meget god ide. Dels havde vi nogle vidunderlige uger i Phan Thiet, hvor vi kunne koncentrere os 100% om Louie og dels kunne vi alle 3 vænne os lige så langsomt til at være en familie uden at skulle sørge for alle hverdagens gøremål.

Vi nød vores dage i Phan Thiet meget – vi tilbragte stort set alle dagene på hotellets område. Når vi havde behov for bleer eller andre ting lejede Peter en stor knallert (7,5 kr. pr. time) og kørte til enten Phan Thiet by eller Mui Ne By. Man kan også leje en stor knallert med chauffør, som er lidt dyrere. Derudover ligger en masse boder langs vejen, hvor man kan købe drikkevarer, frugt, toiletting med mere. Indimellem tog vi også en taxa til Phan Thiet by (pris: 100,- kr. uanset hvor mange personer man er. Taxaen venter i Phan Thiet by, mens man gør sine indkøb). Man kan få stort set alt i Phan Thiet – selv udmærkede bleer . Folk lagde selvfølgelig mærke til os, når vi var i byen – hvis vi stoppede op for at kigge på noget, blev vi omringet i løbet af ingen tid. Vietnameserne er meget direkte – hvis de ville vide om Louie var en dreng eller pige tog de ham simpelthen i skridtet. De var meget nysgerrige, men rare og venlige.

Femte dag var vi på udflugt til Mui Ne Sand Dunes, Mui Ne Fishing Village og The Cham Towers. Det var en skøn tur og vi nød det alle meget. Der er en vidunderlig udsigt over hele Phan Thiet by og omegn fra The Cham Towers.

En aften holdt hotellets ejer fest for personalet og deres børn, da det var "Børnenes Dag". Vi der jo også har vietnamesiske børn blev også indbudt til festen. Det var en fantastisk oplevelse. Da vi kom op, hvor festen blev holdt, var der dækket op med mad og drikke i poolområdet. Mens vi sad og spiste var der drage-show. Det var Louie vild med. Efter middagen fik alle børnene – ca. 50 – en rispapirfigur med levende lys i. Vi skulle nu følge dragen rundt på hotellets område og ned til stranden. Det var meget smukt med alle lysene, der lyste i natten. Til sidst skulle børnene hver for sig op på en scene og synge en sang. De to store dansk-vietnamesere var også oppe og synge en dansk børnesang.

Fordi vi var så lang tid i Phan Thiet nåede vi at møde DanAdopts medarbejder ved flere lejligheder. Den sidste gang vi mødte hende, fortalte hun, at hun var meget glad for, at hun havde fulgt os og set hvor hurtigt Louie var blevet tryg ved os.

Når vi blev trætte af maden i restauranten gik vi langs stranden til de andre resorts – vi var således på Coco Beach, Mui Ne Beach, Bien Xanh Resort og Bamboo Village. Vi vendte tilbage til Bamboo Village flere gange. Deres restaurant var fantastisk – maden var lækker og restauranten lå skønt ud til havet. Det tager ca. 10 minutter at gå til Bamboo Village fra Palmira Resort.

Den sidste uge i Vietnam tilbragte vi i Saigon. Også der havde vi en skøn tid. Vi var lidt nervøse for, hvad Louie ville sige til alt trafikken, larmen og alle menneskerne, men han elskede det – jo flere jo bedre.

Hver dag gik vi ture – ofte til en nærliggende park. Louie nød det virkeligt – han elskede at kigge på alle motorcyklerne. I starten når vi gik ture med ham, kunne vi ikke forstå, at alle kvinder smilede stort til os. Vi fandt dog hurtigt ud af, at Louie sad i sin klapvogn og flirtede med alle, han kunne komme til at flirte med.

Vi var bla. i Dam Sen Park, som er et slags tivoli med forskellige ting, man kan prøve. Der er også en stor sø, hvor man kan leje vandcykler, kanoer og lignende. Derudover er der en mini Zoo, som vi ikke kan anbefale.

Efter en vidunderlig uge i Saigon var det tid til hjemturen. Vi skulle flyve med ThaiAir over Bangkok. Da vi bookede billetter, forsøgte vi at booke en babycot til Louie, men han var desværre for stor. I stedet sørgede ThaiAir for at vi fik pladser med ekstra benplads, så Louie kunne ligge på gulvet foran os og sove. Det skulle vise sig senere, at det var 5 cm. extra – som absolut ikke var nok plads til ham. Turen fra Saigon til Bangkok tog 1 time – Louie syntes, at det var meget spændende. Derefter ventede vi i 1½ time i Bangkok. Bangkok lufthavn er kæmpestor, og vi havde da også lidt besvær med at finde den rette gate, men heldigvis nåede vi det. ThaiAir havde reserveret pladserne i midten foran Tv-skærmen – det var vi lidt utilfredse med, da der slet ikke var nok plads til Louie. Heldigvis var der en stewardesse, der forbarmede sig over os og fandt en babycot til os. Den lå Louie i indimellem. Når han blev træt af det, lå han oven på en tyk klapvognspose, som vi så placerede ovenpå vores borde og ben. Han sov fint begge steder – vi sov dog meget lidt.

Vi blev hentet af lidt familie i Københavns Lufthavn – da Louie kiggede igennem vinduet ud på sin nye familie, smilede han stort og vinkende. Der var ikke et øje tørt. Vi havde for starten sagt, at familien måtte komme i lufthavnen, men der var ingen, der blev inviteret med hjem. Vi syntes, at Louie skulle opleve sit nye hjem for første gange alene sammen med sin mor og far. Børneværelset var klart og fint til ham, og han virkede meget glad for, hvad han så. Vi satte os lidt ind i stuen, men Louie var hurtigt så tryg, at han begyndte at kravle rundt for sig selv.

Vi har alle 3 nu vænnet os til at være en familie, og det er bare det bedste, der er sket for os. Det tog lidt tid – man når ikke rigtigt, at vokse med opgaven, men bliver bare kastet ud i det. Ikke et ondt ord om det, men det tager lidt tid inden man finder en rytme – og inden man opdager, at fordi man går hjemme, behøver man ikke at nå det hele – lidt rod er ok! Men nu kører det på skinner. Vi er alle så glade og lykkelige.

Louie er begyndt at gå og er meget stolt af det. Han rejste sig stort set op en morgen og bare gik, som om han aldrig har gjort andet. Det var fantastisk at opleve. Han er også begyndt at tale og kan sige ca. 15 ord. Allerede da vi var i Vietnam, lærte han at sige hej. Nu siger han også mor og far – første gang han sagde de ord, det gik det hele op i en højere enhed – det var bare de smukkeste ord, vi nogensinde har hørt.

Louie har fået 10 tænder, mens vi har haft ham. Han har ikke været specielt plaget af smerter – vi har i hvert fald ikke kunnet mærke det på ham bortset fra, at han måske har sovet lidt mere uroligt. Louie sover 10-12 timer hver nat. Derudover sover han ca. 1 time 2 gange om dagen.

Vores sagsbehandler har været her 2 gange. Den 22. januar 2002 var hun på det afsluttende 3-måneders besøg. Det var også den dag, vi fik vores endelige adoptionsbevilling, så det var en stor og dejlig dag.

Vi har overvejet at ansøge om at blive godkendt til endnu et barn, og det ender nok med, at vi gør det. Der skal dog lige gå ”lidt tid” inden vi starter på ræset igen. Dels skal Louie være lidt ældre inden han bliver storebror og dels er det jo meget dyrt. Der er også sket en anden stor ændring i vores liv. Vi har valgt at blive selvstændige og købt Vinstue 90 på Gl. Kongevej, så også af den grund tager vi det roligt.

Dette er så slutningen på vores fantastiske rejse til Louie. Måske vender vi tilbage til disse sider og skriver en lille opdatering nu og da – nu må vi se.

November 2002: Det er helt utroligt, så hurtigt et år går. Den 24. september var det et år siden, at vi mødte Louie første gang – det føles som om han altid har været hos os. Det var også den dag, vi sendte vores første årlige rapport til Vietnam. Den 28. oktober var også en stor dag, for der havde Louie været længere hos os end på børnehjemmet.

Louie udvikler sig kontant, men især hans sprogudvikling er tydelig. Han taler konstant fra han vågner til han går i seng. Hver dag lærer han nye ord. Vi har hørt fra erfarne forældre, at han taler som om han er ældre, og vi er selvfølgelig meget stolte af ham. Han kan løbe hurtigt, hopper højt og har lært at køre på 3-hjulet-cykel her i sommer.

Louie er en meget aktiv og glad dreng, og han elsker, når vores gård er fuld af børn, som han kan lege med. Han elsker også at være sammen med sin legekammerat Hannah, som også er fra Phan Thiet. Hver gang vi skal ses, glæder Louie sig helt vildt – vi håber, at både Louie og Hannah vil få glæde af dette venskab hele livet.

Med denne vidunderlige sommer vi har haft, har vi selvfølgelig tilbragt meget tid udenfor til stor glæde for Louie. Vi har været i vores sommerhus i Sverige – også det nød Louie meget – især den lille pool havde hans interesse.

Vi har også været på vores første sommerferie med Louie. Turen gik til Sydfrankrig sammen med Tinas søster og hendes mand. Selvom Louie elsker at køre i bil var vi lidt nervøse for, hvordan han ville reagere på en så lang køretur. Heldigvis gik det godt og da vi ankom efter 25 timers kørsel, ville han køre tur!!! Louie er meget social, og han var meget glad for at være sammen sin moster og onkel. Han favoritudflugt var floden, der ligger tæt på huset, hvor han kunne bade og kaste sten i vandet. Da ferien var slut, var vi meget spændte på at se, hvordan han ville reagere, når vi kom hjem. Han blev meget glad for at være hjemme og det var tydeligt, at han genkendte sit hjem.

Louie har også været til sit første bryllup – efter hans mening ikke det sidste. Under vielsen bekendtgjorde han, at han skulle giftes med Hannah. Efter vielsen gik vi ad Strøget til bryllupsreceptionen, og da vi nåede til Lily-forretningen, ville han derind!!!

Louie sover stadig i 12 timer hver nat, men han er blevet så stor, at han kun sover en gang om dagen i ca. 2 timer. Han har et godt helbred og har ikke været syg siden januar. Han har været til 2-års-undersøgelse hos lægen, og han har været til tandlægeundersøgelse for første gang. Han gad selvfølgelig ikke åbne munden, så det var så som så med undersøgelse! Men ham og tandlægen legede da godt sammen!

Louie har perioder, hvor han spiser som en fugl for derefter nærmest at spise os ud af huset. Den længste periode hvor han ikke rigtig spiste var på 3 uger. Det gjorde os selvfølgelig meget nervøse, men vi blev beroliget af både læge og sundhedsplejerske – så længe han var glad var der ingen grund til bekymring. Nu hvor vi ved, at han kan overleve i 3 uger uden at få noget særligt at spise, tager vi det roligt, når han har dage, hvor han ikke spiser.

Tina har nu børnepasningsorlov og skal først starte på arbejdet til marts. Det nyder vi meget. Louie er skrevet op til en skovbørnehave, hvor hans ven fra gården også går.

Det første år været den ene succes efter den anden – vi er bare så lykkelige. Vi er meget taknemmelige over for Vietnam og Binh Thuan provinsen for at have givet os en så vidunderlig, intelligent og kærlig søn – vi er de lykkeligste forældre i verden.

Louie er begyndt at lege, at han har en lillebror, der bor i vores køkkenskab. Første gang, han sagde godnat til ham, spurgte vi, om han ville have en lillebror – det vil han godt. Så det må snart være på tide, at vi sender ansøgning om godkendelse til endnu et barn.

Oktober 2003: Louie har nu gået i børnehave i 2 måneder og er meget glad for det. Han har fået en del venner på stuen og elsker at lege med dem og alt legetøjet, der er i børnehaven. Fasangården er en integreret institution og Louie startede i vuggestuen i midten af marts måned. Det tog 1½ måned før han var glad for at være der. De første 7 dage var Tina med, men på ottende dagen prøvede Tina at lade ham være der alene. Efter 20 minutter blev Tina hentet fra kontoret for ”nu havde Louie fået nok”. Louie var meget ked af det, da Tina kom ned på stuen. Næste dag var Tina væk fra ham i ½ time og sådan fortsatte det nogle dage, og endelig var Louie klar til, at Tina gik fra institutionen et par timer. Så kom påsken og i forlængelse af den en slem forkølelse, og vi måtte starte næsten forfra. Heldigvis er han nu blevet så glad for det, at han næsten ikke kan vente med at komme derned om morgenen.

Det skal lige nævnes, at vi ikke fik den ønskede institutionsplads – heldigvis har vi helt lyst til at sige. Vi har efterfølgende hørt en del om institutionen, som desværre ikke er så velfungerende. Fasangården er derimod et rigtig godt sted med nogle meget søde og dygtige pædagoger, dejlige lokaler, vidunderlig omgangsform og en kæmpe legeplads. Institutionen ligger på Frederiksberg Hospitals område, så der er roligt og rart med masser af træer og små grønne områder. En gang om året holder de tema-måneder. Dette års tema var om Chr. den Fjerde, hvor de bl.a. lavede en kæmpe papfigur af Chr. den Fjerde. Da Louie så den, løb han hen til den, pegede op på den og råbte: ”Se mor, en Buddha”.

Efter Louie er startet i institutionen har han haft influenza en gang, haft skoldkopper og ofte er han lidt snottet. Snottet har vi afhjulpet med Bio-Strath-dråber, som han får 3 gange hver dag. Skoldkopperne tog han i stiv arm – han var ikke særlig plaget af dem. Vi var selvfølgelig hjemme fra institution/arbejde, men heldigvis fik han ikke feber – derimod havde vi nogle dejlige legedage. Skoldkopperne smurte vi med Zink Calme Liniment indtil han opdagede, at han blev hvid af linimentet – så fandt han sig ikke i det mere.

Louie er stadig en meget glad og social dreng. Han er også en rigtig dreng, der elsker biler, piger, motorcykler og andre drengeting. Han er også blevet god til at spille fodbold, som han og hans far ofte gør – både i vores lejlighed, men også nede i gården. Hans bedste ven er stadig Hannah, som også er fra Phan Thiet (de skal stadig giftes – siger de begge). Vi tilbringer ofte tid sammen med Hannah og hendes mor og har således været i Tivoli, Zoologisk Have, Eksperimentarium og mange andre steder. Et af ungernes fortrukne steder er dog Fisketorvet, hvor vi har fået lov til at lege i biografernes Boldland – uden dog at gå i biffen. Hannah og Louie elsker at være i hinandens selskab, og det er tydeligt, at de begge glæder sig hver gang vi skal ses.

Vi taler meget om Vietnam, som Louie er virkelig interesseret i at høre om – han kalder det HANS Vietnam. Vi har lavet en Lifebook til ham, som er til stor glæde for ham, men også for os. Han kigger ofte i den og viser den frem til hans familie og andre – det er dog ikke alle, der får lov til selv at bladre i den. Han har også haft den med i både vuggestuen og børnehaven, så pædagogerne har kunne se lidt om hans start i livet. Bogen har også hjulpet os med at få sat ord på nogle af alle de store følelser, vi har omkring hele adoptionen samt at kunne forklare f.eks. børn med få ord om adoption. Det kan varmt anbefales at lave en sådan.

Vi har besluttet, at denne opdatering om Louie og hans liv er den sidste, måske vender han selv tilbage engang og fortæller mere. Det betyder dog ikke, at vi ”lukker” vores hjemmeside, men at vi fortsætter med et nyt kapitel, som kommer til at handle om dengang, vi blev 4. Vi er nemlig lige blevet godkendt til en lillebror eller lillesøster – men mere om dette senere. Louie glæder sig – oven i købet så meget, at han har flyttet lillebrors soveplads fra vores køkkenskab til Det Gule Værelse, som er Louies legeværelse – bare det dog holder i virkeligheden! Vi har forklaret Louie mange gange, at vi ikke ved om det bliver en dreng eller pige, men det er meget tydeligt, at han ønsker sig en lillebror, der i øvrigt skal hedde Emma!